Erik – det’ mig.

Jeg er ikke som sådan stolt af mit navn.

Det er sådan et navn, som er så sjældent i Danmark, at man hilser indforstået på hinanden, når man render på en lidelsesfælle. Som når man møder et andet skib ude på havet.

Man lader det heller ikke passere uden en kommentar, hvis man taler med en i telefonen med samme navn. Der er bare altid forståelse for hinandens skæbne.

I dag på job, sad vi og snakkede om krimimesse og sexmesse. Arbejdsrelateret naturligvis.

Og pludselig siger min kollega noget a la: Det må du da vide Erik.

Hvorefter, som jeg husker det i de rystende efterfølgende sekunder, opstår et stort fælles kontor BRØL.

Erik var så mig. Erik sad og talte om sexmesser.

Og gæt hvad jeg hedder nu på Politikens Forlag. Gæt. Kom nu!

Nå, men det værste er, at jeg i morgen skal have møde med Erik Valeur. Ham med Det syvende barn.

Og jeg bliver næsten nødt til fra start af at spørge, om det er ok, hvis jeg kommer til at kalde ham for Berit.

Det er som Tourette. Jeg VED det sker!

Kh Berik.