Python

Af og til skal der virkelig intet til, at jeg kan gå en hel dag eller flere og gnække over et eller andet ligegyldigt.

Lige for tiden har overboens datter fundet sammen med Sofia, og de leger constance. Til stor glæde for mig, der altid lider af en smule sort samvittighed over at have fravalgt det idylliske lukkede-villavejs-de-er-altid-ude-eller-over-hos naboen-liv for livet i storbyen med en så smal gård, at det mest af alt minder om at sidde på bunden af en oprejst køkkenrulle, hvis man kigger op.

Det sjove kommer her.

For vores sindssyge kat, der hedder Pysser, opkaldt efter salig Pysser den første, er også vokset op i storbyen og det som indekat. Men om sommeren sniger hun sig ud i gården sammen med os andre. Hun er dog en bangebuks af den sindssyge slags, så hvis der er en lyd hun ikke kan kende, styrter hun ind igen med panikken malet i de tisgule katteøjne.

Vores søde overbo er 5-6 år, og hun har fået to ting i den gale hals.

Dels tror hun det er en hankat.

Og dels tror hun han hedder Python.

Og lige præcis den kombi er pt noget af det sjoveste jeg kan blive udsat for. Det er lidt som at kalde sit hamster for Rhino (=Næsehorn, se evt. Disney filmen Bolt).

Så selv da overboen forleden kom drønende i gadedrengehop og råbte, Beeerit, Python, han har kastet op, synes jeg det var sjovt…

Her ligger indekatten og slænger sig i strålingen fra både sol og Mac.