Lille skaldede k*lling

Hjemme hos os har vi nogle vældig hyggelige morgener. Lidt travle, bevares, men der er stort set aldrig andet råben og skrigen end de voksnes: Kom nuuuuuu! Klokken er mange! Snegl!*

Og ja, det er jo nemt nok, når nu undertegnede har valgt det salige liv som selvstændig og kun sjældent skal ud af døren sammen med de andre. Jeg kan med andre ord tillade mig at slappe og ligne … mig selv, lige indtil jeg ikke længere kan holde det ud.

I morges da vi skulle sige farvel, var der da heller ingen grænser for de kærlige kram og kys.

Og således sagde jeg til Hr Lund mens jeg nev ham i kinden:

Farvel min lille skallede kylling.

Hvorefter en af Sneglene ganske forfærdede siger:

Mor? Sagde du lige Lille skaldede KÆLLING til far?

* Skældsord på højde med Lille Langsomme Rådne Djævel eller noget.