Den krig

Jeg har i en længere periode svælget i litteratur om 2. verdenskrig. Jeg kan næsten ikke få nok.

Når jeg cykler på arbejde om morgenen lytter jeg til Landsmænd af Bo Lidegaard.

Da jeg for nyligt var i Thailand i 3 uger, læste jeg Hr. Isakowitz’ skat.

Jeg har også læst Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.

Og Pigen fra Auschwitz.

Og nu Ulven af Katrine Marie Guldager. Første bog i Køge-krøniken, som også foregår under 2. verdenskrig.

Det er som om min hjerne først nu begriber omfanget. Og det gør den jo faktisk slet ikke, for hvem kan dog begribe det nogensinde?

Alle bøger herover er fra Politikens Forlag. Og de er alle gode. Alt det lys vi ikke ser er en fantastisk smuk roman. Pigen fra Auschwitz er ikke fiktion, men en gribende fortælling fra en pige, der oplevede det hele, og som stadig lever. Hr. Izakowitz’ skat er fiktion, men skrevet som om den ikke er. Den er nutidig, sjov, varm, og ville have været rigtig, rigtig dejlig som nonfiktion. I Ulven mærker man ikke meget til krigen, men den beskriver det hele i hverdagshændelser i Køge. Landsmænd handler om de danske jøders flugt – i båd – til Svensken, og lige nu lytter jeg til opkasthistorier, så jeg er ved at køre galt.

Jeg har stukket stjerner ud på Goodreads.

Og måske er jeg alligevel ved at have fået nok krig, for der er efterhånden meget andet der kalder. Trænger til en krimi og noget amerikansk og nogle singler. For afvekslingens skyld.

Men inden da, og som en krølle på halen, har jeg besluttet at besøge min gamle mormor med en båndoptager, som jeg sagde til hende. Og så kan hun ellers bare være så god at tømme hukommelsen direkte ned i mindekaret. Jeg vil så gerne høre om hendes oplevelser under krigen, og selvom jeg håber hun lever længe endnu, så ved jeg jo godt at hun fylder 90 om lidt, og at det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal nå at høre de historier folk har fra den krig.