Om en fin bog om En pige og en dreng

18 Oct

Jeg er i sommerhus i efterårsferien. Det meste af tiden i hvert fald, for når man netop er startet på nyt arbejde, og ikke har tjent feriepenge i 3 år, så er det nok bedst lige at holde lidt pause fra ferien og tage en gris og et S tog ind til storbyen og arbejde et par dage.

Så det gjorde jeg naturligvis. Og med mig havde jeg lidt underholdning i form af en af de 6 bøger jeg skulle have læst til i går: En pige og en dreng af Morten Brask. Og som så ofte før vil jeg lige hurtigt ytre en disclaimer omkring dét at levere en sober anmeldelse: Jeg kan ikke finde ud af at gøre det meget bedre end Det er godt/Det er ikke så godt.

Den her var god.

Den handler om et par, en mand og en kvinde, hvor kvinden virkelig gerne vil have børn og manden ikke så gerne vil. Endnu. Kvinden får sin vilje, de bliver efter noget tid og med god fertilitetshjælp gravide og de bliver det med tvillinger. Alle virker for en kort stund glade og lykkelige og selv manden begynder at glæde sig oprigtigt.

Men. Så går det stærkt ned ad bakke på alle fronter, og det er ubegribeligt hjerteskærende, og helt umuligt at holde facaden i form af almindeligt, tørt og koncentreret ansigt i en halvanden times togtur på vej fra sommerhuset ind til storbyen i en efterårsferie.

Jeg gav mere eller mindre los og tænkte seriøst flere gange, at min lille helt out in the open vræler jo ingenting var sammenlignet med det, de to hovedpersoner skulle igennem.

Den er så fint skrevet, så sober, så hjerteskærende, så ærlig, så helt uden issues fra forfatterens side, og så godt bygget op, at jeg har svært ved at se at den kan kritiseres.

Men nogle anmeldere har nævnt, at de ikke brød sig om at vide, at forfatteren faktisk selv har været forløbet igennem.

Nå, tænker jeg bare og forstår ikke, hvad der er galt med den viden.

Havde jeg ikke vidst dette, og troet at historien var helt fiktiv, ville jeg faktisk begynde at undre mig over, hvordan en forfatter havde fundet på denne handling, og hvorfor der var opstået trang til at lave SÅ grundig research på neonatal afdeling.

Måske er den bedst til kvinder? Og til alle jer der er det, kan jeg hermed på det varmeste anbefale dig at læse den.

 

PS: Udover at jeg har villet læse den lige siden min veninde og min mor anbefalede den til mig, så er det netop nu blevet til noget, fordi den er med i min bogklub og kraftigt på tilbud i denne måned som e-bog. Siger det kun som en service til dig, der er glad for e-bøger.

 

Endnu ingen kommentarer

Giv en kommentar