Kunsten at være kvinde i stiletter til bryllup i landlige omgivelser

Ville gerne have skrevet om en fantastisk weekend til et fantastisk bryllup, hvor jeg dansede til den lyse morgen og havde lang dyb samtale om digitalisering af musik og bøger med selveste Esben Just. Men det interessante forsvinder i det sekund, jeg forsøger at huske andet ved den samtale, end at jeg prøvede at lokke ham til at spille næste sæt iført mine stiletter, når nu de blot lå henkastet i et hjørne.

Det gad han ikke, men måtte dog beundre mig for nogensinde at have haft dem på.

Og her må jeg bare sige, at jeg ved den søde grød kun var meget sporadisk beundringsværdig.

For eksempel var det ikke synderligt yndefuldt, da jeg, iført disse stiletter, skulle hamre søm i et bræt i den konkurrence, der var lagt ind mellem vielsen og middagen.

Jeg var heller ikke særlig yndefuld, da jeg talte med ham, der viede brudeparret, og igen sad helt og aldeles fast mellem brædderne på terrassen.

Til gengæld var jeg så skidt til at synge i den del af konkurrencen, hvor vi skulle nynne en sang, som de andre skulle gætte, at det først ved femte forsøg, altså det forsøg hvor en anden måtte tage over, at der hørtes et kollektivt Aahhhh. Det gav mig de nødvendige 15 sekunders ikke-opmærksomhed, så jeg kunne hive stiletterne op af jorden og komme videre.

Fantastisk bryllup. Med fantastisk mad og fantastisk musik og et helt forrygende brudepar! Man skulle virkelig se at blive gift noget oftere.

I dag har jeg hentet denne på posthuset, og den glæder jeg mig meget til at læse.

Tror ikke der er tips og tricks til at bibeholde sin ynde i landlige omgivelser iført sygt spidse stiletter. Men måske nogle andre tricks til at være kvinde?

PS: Bogen er oversat af Susanne Staun, og det vil jeg umiddelbart gætte på er et godt cast.