Jeg har en særlig evne…

Jeg har en særlig evne til at få for eksempel min far til at tro, at jeg stadig løber. Efter 2,5 års pause på den front, er det sgu da imponerende.

Det er ikke fordi jeg har forsøgt at bilde ham, eller nogen andre ind, at jeg er sådan en der stadig løber. Men jeg tror nok, at jeg har været god til at få det banket på plads den gang, det var aktuelt.

Jeg er nemlig ret entusiastisk og passioneret af natur. Så når en bog er god er den SINDSSYGT god, og så ved de fleste det. Det samme med film og musik. Og kaffe. Jeg kan gå i direkte selvsving på en skidt dag.

Det samme gælder ikke helt for min far.

Han tog forleden til hovedstaden for at overvære en ukulele koncert… Altså ukulele som i miniguitar!? Og det helt alene, for sjovt nok gad hans kone og (andre) børn ikke deltage.

Dét er sådan noget jeg selv ville være gået grasat over. Om ikke andet så for at få andre end mig selv til at deltage i begejstringen, og få dem til at medgive, at det da var den fedeste idé i verden at tage alene til ukulele koncert. Men nej, det blev bare sådan konstateret ved pre-koncert aftensmaden.

Jeg skal alene til ukulele koncert i koncerthuset.

Det andet der kom en smule bag på mig, var da vi talte om Jussi Adler-Olsen ganske kort, og han konstaterede, at ham havde han leget med som barn.

Det er sjovt. Jeg kan huske da vi legede sammen som børn. 

Jeg sad med halvåben mund og gloede på ham, og blev simpelthen nødt til at spørge, om det dog var dén Jussi Adler-Olsen?

Ja, jeg tror han er den eneste i Danmark med dét navn, Berit.

Og jeg spurgte også hvorfor faen han dog ikke havde pralet med dét noget før?

Dét bliver jeg jo ikke mere lykkelig eller rig af.

Og det er så åbenbart ikke fra ham, jeg har min særlige evne. For jeg er da afgjort blevet mere lykkelig af alle mine momenter med god mad, kaffe, musik, bøger og lignende, og det har da bestemt kun gjort det hele endnu mere lykkeligt, når jeg har viderefortalt om det hele til andre. Hoppende og højttalende.