Paul og Siri

Jeg havde i går aftes en af de der få helt fortryllede aftener, som jeg ved, det vil tage mig en uge at komme over. Jeg var i den Sorte Diamant for at se og hører Siri Hustvedt og Paul Auster i Dronningensalen.

Og nu ved jeg allerede ikke helt hvad jeg skal skrive. For jeg er på så mange måder ikke i stand til at beskrive det. Godt nok.

Helt kort fortalt var det et hyggeligt setup, og de gik på scenen efter blot et kvarters forsinkelse og efter en lidt skælvende introduktion. Der var to interviewere, og dem skal jeg ikke dvæle ved, for de gjorde ikke noget imponerende job (og han kunne sgu da godt lige ha taget ganebøjlen ud inden han skulle interviewe så store navne), og de var sikkert også meget nervøse, tænker jeg. Vi havde pladser på tredje række, og jeg drønede helt glad helt op foran og sagde, lige lovlig højt og ofte, at dét var dog godt nok et par ualmindelige fantastiske pladser jeg havde scoret os. Lige indtil min følgesven påpegede, at de forreste rækker hed nogle bogstaver. Så vi tøffede tilbage til ca midt i salen og godt ude til venstre.

Men Siri og Paul var fantastiske. De så brandhamrende godt ud begge to. De udstråelede fuldstændig vildt meget vi-har-været-gift-i 30-år-og-er-stadig-vilde-med-hinanden. Og så holdt de på hinandens arme, og supplerede hinanden og var lige til at kramme – et langt kram. Og man må gerne kalde dem ved fornavn når Siri nu brugte min jakke som ryglæn og opbevarede den pænt på sin stol, indtil jeg fattede at jeg havde tabt den, og kom krybende tilbage til det sorte bord, hvor de signerede bøger. Siri og Paul.

De fortalte om ægteskabet, om at være to forfattere i et ægteskab, om at bo i Brooklyn, om 9/11, om Obama, om Amerika og Amerikanerne, og så om Siri’s sidste roman: Sommeren uden mænd. De glemte fuldstændig Paul Austers seneste, men det kan jo smutte for selv den bedste (?). Tilgengæld spurgte dameintervieweren om han, Auster, var kommet i overgangsalderen. Sådan fuldstændig grebet ud af noget meget andet, og samlet kluntet op efter et mislykkes forsøg på at kalde Sommeren uden mænd for menopause-litt. Jesus. Menopause-litt. Og nej, selvfølgelig gad han ikke besvare det spørgsmål.

Måske var det det, der gjorde, at hele interviewet stoppede således:

Maybe we should take some questions from the audience now?
No.
Ok, well thanks for coming, bye.

Klap, klap, klap fra salen – og efter 33 sekunder var de smuttet.

Da vi forlod salen var jeg en anelse fortumlet over, at det bare sådan var slut. Så hurtigt. Men vi kom ud til vin og chokolade, og boghandleren, hvor de to kendisser ville signere bøger. Så vin og chokolade måtte vente og vi drønede hen i køen.

Jeg var meget nervøs. Meget. Så da det blev min tur, var jeg ikke helt klar. Jeg ville købe en af hendes bøger og få hende til at signere, og jeg havde medbragt Paul Auster bøger hjemmefra. Men hendes bøger var udsolgt, og pludselig var det mig! Og så kortsluttede jeg. De sad pænt og ventede ved et sort bord, og der valgte jeg så at smide min taske og flå min Kindle op. Den ville de gerne skrive på, men jeg måtte først tømme indholdet af min dametaske (propfyldt med dameting) ud på gulv og bord for at finde mine medbragte tuscher.

Altsammen resulterede i at jeg rystede så meget på fingrene, at jeg næsten ikke er holdt op endnu. Men tilgengæld er jeg nu officielt ejeren af den første Kindle der nogensinde er blevet signeret af Paul Auster og Siri Hustvedt. Og så med guld og sølv tusch!

Og det er så utroligt symbolsk at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

PS: Dét billede hvor jeg står ved siden af Paul Auster får I ikke. Jeg ser nemlig så stram ud, for jeg kan ikke smile. Jeg ryster så meget at et smil var umuligt.